Samurai, ninja og tate på scenen

Hvad samurai var

Samurai var den professionelle krigerkaste i det førindustrielle Japan, vasaller som tjente deres herrer. De trænede fra barndommen i sværdkunst, bueskydning og ridning og studerede også litteratur og kalligrafi. Under Tokugawa-shogunatet forvandlede en lang fredsperiode krigerkasten til en arvelig status- og embedsstand, og mange samurai arbejdede som administratorer, politibetjente eller lærere. Efter Meiji-restaurationen fjernede reformer de lønninger og privilegier, der havde defineret kasten, herunder retten til at bære sværd.

Sværdet ved bæltet

Den korte, lette katana opstod i Nanboku-cho-perioden og blev gradvist mere almindelig end den længere, tungere tachi. En lov fra 1629 krævede, at samurai i tjeneste bar to sværd, og ved slutningen af Tokugawa-tiden var parret blevet mere et statussymbol end et våben til daglig brug. Tachi, som var blevet besværlig at bruge i kamp, blev bevaret som et symbol på autoritet båret af højtstående samurai, og det er denne symbolik, scenekostumet stadig låner.

Ninja: spioner, ikke snigmordere

En ninja, eller shinobi, var en spion og infiltratør i det før-moderne Japan, og der er ringe bevis for, at ninja var snigmordere. Under urolighederne i Sengoku-perioden dannede bondekrigere i Iga-provinsen og det tilstødende Koka-distrikt ligaer til selvforsvar og solgte deres tjenester som lejesoldater og spioner. Efter at Tokugawa-shogunatet blev etableret i det 17. århundrede, forsvandt de fra historien. Det helt sorte kostume og kastestjernen kom senere, fra Edo-teatret, hvor sort efterlignede scenearbejdernes tøj, som publikum skulle ignorere.

Hvad tate betyder

Tate, skrevet med tegnene for at dræbe og forme, er scenekampteknikken med kamp med bare hænder eller våben på scenen, i film og på tv. Den bruges primært til periodedrama. Udtrykket spores almindeligvis til lederen af Shinkokugeki-truppen, Sawada Shojiro, og et skuespil, der blev opført første gang i 1921, og det blev læst som tate fra 1936. Japanske kilder sammenligner det med vestlig scenekamp: målet er en kamp, der ser ægte ud, mens den forbliver sikker for alle.

Hvad du skal lægge mærke til

I en koreograferet kamp er hvert hug, skridt og reaktion planlagt, så færdigheden ligger i, hvor overbevisende planen ser ud. Læg mærke til, hvordan en udøver, der bliver ramt, reagerer, lige så meget som den, der svinger, og hvordan tempoet ændrer sig mellem en duel og en scenesekvens med mange medvirkende. Forestillingen har også livemusik, så lyt efter, hvordan kampene og dansene er sat op imod den. Intet af dette kræver japansk. Forestillingen på grunden ved Kanda Myojin har ingen dialog at følge, og dens samurai- og ninjarutiner fortælles gennem bevægelse.

Hvor forestillingen passer ind

Forestillingen kombinerer samurai-sværdkamp, ninja-action, traditionel dans og japansk musik i historier hentet fra legender. Den hører til den lange tradition for japansk periodedrama snarere end til historieundervisning. Kom for koreografien og rammen, og betragt resten som teater. Hvis du vil have legenden bag dens hovedkapitel, dækker guiden til Taira no Masakado det, og bookingguiden forklarer pakkerne.

Læs næste: Taira no Masakado: helligdommens rebel